Det er ikke altid, at politiet har svært ved at opspore kriminelle – slet ikke når de selv gør ordensmagten opmærksom på, hvor de gemmer sig.
Kort efter middag lørdag fik politiet en anmeldelse om et tricktyveri hos Hugo Boss, Klosterparks Alle i Ringsted. Tricktyveriet var sket aftenen inden kl. 21.15. Her var tre personalet ankommet sammen til forretningen, hvor to af dem forvirrede personalet medens den tredje stak af med en taske til 4.000 kr. Derudover var stjålet to herrejakker.
Men de tre tyve havde tabt et plastikkort til et hotelværelse, så politiet kørte til hotellet, hvor man traf tre personer på et værelse, som passede på de personer, som kunne ses på forretningens overvågningsbilleder.
De tre blev alle anholdt. De anholdte er en 23-årig fra Aarhus, en 29-årig mand fra Juelsminde og en 24-årig mand fra Aarhus.
Den 24-årige blev fremstillet i grundlovsforhør og fængslet til den 15. december, mens de to andre blev løsladt. De vil alle tre få sagen behandlet i retten på et senere tidspunkt.