En 25-årig mand er i dag blevet idømt 4 år og 6 måneders ubetinget fængsel for at have været i besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.
Den 25-årige blev den 21. oktober sidste år standset i Sorø på knallert for at køre uden styrthjelm. Efter at være blevet standset, fandt politiet en adskilt pistol med tilhørende ammunition på den 25-årige. Han blev anholdt, sigtet og senere varetægtsfængslet. Han fortalte i Retten, at han ville ud for at prøveskyde pistolen, men at han fortrød undervejs.
Da politiet efterfølgende ransagede hans adresse i Ringsted, blev der fundet to oversavede jagtgeværer, hvoraf der i det ene var sat patroner i.
Den 25-årige modtog dommen.