23. november 2024

En 23-årig mand er i dag blevet anholdt, mistænkt for vold mod politiet efter fodboldkampen mellem Brøndby IF og FC København den 4. november. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Den 23-årig er mistænkt for at have sparket en politimand og for at have forsøgt at ramme politifolk med kasteskyts, mens han var maskeret.

Flere anholdelser i vente
– Den mistænkte er blot én af en større gruppe fodboldfans, som vi efterforsker mod i forbindelse med urolighederne, og der kan forventes flere anholdelser i den kommende tid, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby, som oplyser, at anholdelsen er sket på baggrund af både vidneforklaringer og overvågningsbilleder.

Efter fodboldkampen kom det til gentagende episoder, hvor fodboldfans angreb politiet med blandt andet kasteskyts. Efterforskningen har afdækket i alt 57 sager, hvor politifolk blev ramt af kasteskyts eller udsat for anden vold.

Efter urolighederne måtte fem betjente på skadestuen og en af dem blev kortvarigt overført til hospitalsundersøgelse.

– Efterforskningen af disse sager kompliceres af, at mange af uromagerne var maskerede, men det ændrer ikke på, at vi kommer efter dem – kun at det tager længere tid, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Det er nu op til anklagemyndigheden at afgøre, om den 23-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.
I forvejen er fire personer sigtet i forbindelse med urolighederne efter fodboldkampen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.