23. november 2024

Københavns Politi har i tæt samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET) anholdt fire personer, der mistænkes for i Syrien at have ladet sig hverve af IS.

Anholdelserne er sket i dag som et led i indsatsen mod, at personer lader sig hverve til terrorgrupper i de krigshærgede områder i Syrien og Nordirak og med afsæt i det myndighedssamarbejde, der er forankret i indsatsgruppen mod syrienkrigere. De mistænkte er identificeret gennem efterforskning foretaget i tæt samarbejde mellem PET og Københavns Politi.

Alle fire mistænkte er sigtet for at have overtrådt straffelovens § 114 c, stk. 3, ved i Syrien at have ladet sig hverve af IS til at begå terrorhandlinger. De vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden vil begære dørlukning.

Anholdelserne er sket i Storkøbenhavn, men af hensyn til fremstillingen og den videre efterforskning vil der ikke blive oplyst nærmere om identitet, lokalitet eller mistankegrundlag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.