22. november 2024

Kaare Dybvad MF (S) har startet en indsamling for at hjælpe 18-årige Tasja, hvis biologiske mor har brugt den erstatning Tasja fik efter at være blevet seksuelt misbrugt som barn. Foto: Jesper von Staffeldt.
Folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek, der er valgt for Socialdemokratiet i Holbæk-kredsen, har sat en indsamling i gang til fordel for 18-årige Tasja Nielsen fra Fårevejle i Odsherred, der som barn blev seksuelt misbrugt af en halv-onkel.

Årsagen til indsamlingen er, at et familiemedlem til Tasja Nielsen hævede og brugte de 50.000 kroner, som Tasja fik tilkendt i erstatning for det seksuelle misbrug hun blev udsat for over en 5-årig periode indtil hun var 7 år gammel.

Politiet kan, ifølge Tasja Nielsen, ikke gøre noget for at skaffe pengene tilbage og familiemedlemmet kan ikke straffes, for der er nu gået så lang tid, at forældelsesfristen er indtruffet.

At et familiemedlem får udbetalt pengene, falder Kaare Dybvad Bek for brystet og han kalder det “fuldstændigt vanvittigt, at forældre får udbetalt de penge, som seksuelt misbrugte børn får i erstatning”. Han har derfor, ligesom bl.a. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, rejst sagen i Folketinget for at få ændret reglerne.

– Men det hjælper bare ikke Tasja. Hun drømte om, at pengene skulle finansiere hendes studier, som skulle være begyndelsen på et nyt liv så langt væk fra hendes egen barndom som overhovedet muligt, skriver Kaare Dybvad Bek på Facebook og tilføjer:

– Jeg har startet denne indsamling, så Tasja kan få penge, der kan hjælpe hende godt i gang med bøger til studiet, indskud til studiebolig osv. Målet er at indsamle 50.000 kroner.

I løbet af to dage, er det lykkedes at indsamle 25.000 kroner. Det skriver Kaare Dybvad Bek i et opslag på Facebook, hvor Tasja Nielsen også takker for bidragene.

Tasja Nielsen selv ønsker også lovgivningen ændret, så erstatninger på under 75.000 kroner, også indsættes på en lukket konto indtil modtageren er myndig. Hun har i den forbindelse både kontaktet Folketingets Retsudvalg, Justitsministeren og Børne- og Socialministeriet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.