Fredag formiddag blev en ung teenage-kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse under en løbetur i Fårevejle Stationsby i Odsherred.
Den 19-årige kvinde var ude at løbe på Rådhusvej, da en mand kom kørende i en hvid varebil og standsede og derefter gav sig til at kommentere den 19-åriges udseende og opfordret hende til seksuel samvær.
Den unge kvinde løb blot videre, og manden i varebilen kørte længere fremad, men vendte bilen rundt. Da han igen standsede ud for hende, blev hun utryg og gemte sig i området. Bagefter skyndte hun sig hjem, hvorefter pårørende selv begyndte at lede efter varebilen, hvis registreringsnummer den 19-årige havde noteret sig under løbeturen.
Inden politiets ankomst til området fandt de pårørende selv bilen og kunne lede politiet frem til varebilen, der blev ført af en 76-årig mand fra Frederikssund. Han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse over for den 19-årige.
Politiet undersøger nu sagen nærmere, da den sigtede havde en anden opfattelse af årsagen til henvendelsen til pigen under hendes løbetur.