Gæster i Zoologisk Have København vil fremover møde genbrugelige pantkopper som en del af et nyt projekt, der skal reducere engangsaffald og ressourceforbrug.
ZOO er i gang med at udrulle løsningen, hvor gæster kan returnere kopper efter brug via pantstationer i haven. Projektet gennemføres som en del af Partnerskab for Takeaway Emballage og New Loop-konceptet.
I første omgang bliver der etableret 10 pantstationer rundt i ZOO. Her kan gæster enten få deres pant retur eller vælge at donere beløbet til ZOO og havens naturbevarelsesarbejde.
Ifølge ZOO handler naturbevarelse også om de valg, der bliver taget i hverdagen – blandt andet hvordan mad og drikke bliver serveret for gæsterne.
– Vi arbejder hver dag for at skabe en større forståelse for naturen og vores fælles ansvar for kloden. Derfor giver det god mening for os at implementere løsninger, der gør bæredygtige valg konkrete for vores gæster. Genbrugelige pantkopper er et lille element i den enkelte gæsts besøg, men i stor skala kan det være med til at reducere engangsaffald og ressourceforbrug betydeligt, siger administrerende direktør i ZOO Pernille Wendel Mehl.
Inden projektet blev sat i gang, er der gennemført adfærdsanalyser, der skal hjælpe med at gøre det nemt for gæsterne at vælge og aflevere genbrugsemballage.
Kopperne kan afleveres i ZOO, men løsningen kobles også til den bredere returinfrastruktur på Frederiksberg og i København, så de kan returneres andre steder.
Pilotprojektet skal samtidig give erfaringer med, hvordan genbrugsemballage fungerer i en stor attraktion med mange besøgende.
New Loop står bag den fysiske og digitale infrastruktur i projektet med blandt andet genbrugsemballage, returautomater og digital håndtering af pant.
– Hvis genbrugsemballage skal skabe impact, skal den kunne fungere dér, hvor mange mennesker færdes, spiser, drikker og bevæger sig videre. Zoologisk Have København er en anerkendt kulturinstitution, der har fokus på ansvarlig adfærd, og er derfor interessant for observation af netop det, siger Anders Barsøe, CEO i New Loop.
Projektet skal vise, hvordan genbrugsemballage kan fungere som alternativ til engangsemballage i blandt andet attraktioner, caféer, takeaway-miljøer og events.




