Villy og Helle kan smadre fælles drøm

København: Villy skifter valgkreds og stiller nu op i København. Det gør Helle T. i forvejen, og det mindsker mulighederne for at vinde næste valg.

Oppositionens to store stemmeslugere skal til næste folketingsvalg fiske efter de samme fisk i den samme dam.

SF’s frontfigur, Villy Søvndal, har siden 1984 været opstillet i Kolding, men når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trykker på valgknappen, så står han på københavnernes stemmeseddel.

Det samme gør Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, og det vil svække oppositionens muligheder for at få regeringsmagten, vurderer valgforsker ved Aarhus Universitet, Jørgen Elklit.

– Det betyder, at de i et vist omfang kommer til at tage stemmer fra hinanden og ikke booster den samlede opposition på samme måde, som hvis de var i hver sin storkreds. Og det kan man selvfølgelig undre sig over, hvorfor de har valgt at gøre, siger Jørgen Elklit til Nyhedsbureauet Newspaq.

Oven i hatten kan Villy Søvndals kredsskifte også give kurre på tråden i det ellers så tætte samarbejde mellem de to store oppositionspartier, hvis de alligevel vinder næste valg.

– På den ene side skal de være rigtig gode venner og rigtig søde ved hinanden. Men på den anden side, så ved de godt inderst inde, at en større fremgang til det ene parti end det andet parti vil påvirke antallet af ministerposter og udformning af politik, siger Jørgen Elklit til Newspaq.

Hos Socialdemokraterne anerkender partisekretær Lars Midtiby, at de to frontfigurer muligvis vil fiske efter de samme stemmer, men de vælger at fokusere på fordelene ved en stærk fælles front i hovedstaden.

– Det kan man godt frygte, men jeg tror også, der er mulighed for, at vi samlet set kan få et overordentligt godt valg i København, og det er det, som vi vil arbejde for, siger Lars Midtiby til Newspaq.

På spørgsmålet om, hvorvidt Villy Søvndals skifte er koordineret med Socialdemokraterne, svarer partisekretæren, at det er SF’s beslutning, hvor de opstiller kandidater. Så det er ikke noget, de koordinerer internt.

Selv har SF svært ved at se problemet i formandens kredsskifte.

– Vi synes, det er en meget god satsning set fra et SF-perspektiv, men også fra et oppositionsperspektiv, siger pressechef Claus Perregaard til Newspaq og henviser blandt andet til oppositionens nu tre kort i København: Helle, Villy og Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.

Helle Thorning-Schmidt har ikke ønsket at udtale sig til artiklen, da hun angiveligt er taget på påskeferie. Det samme gør sig gældende for Villy Søvndal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.