22. november 2024

Illustration: Fors A/S

Mulighederne for at bruge geotermiskengergi i Danmarks største gasby, skal nu undersøges.

Stort set samtlige boliger i Holbæk er opvarmet med naturgas. Derfor har Holbæk Kommune og Fors iværksat en storstilet plan, der i etaper skal få alle Holbæk-borgere over på fjernvarme. Én stor opgave er at rulle fjernvarmenettet ud, en anden stor opgave er at finde den rigtige sammensætning af energikilder, der skal sikre varme i rørene.

Her ses getermi som en mulighed.

Geotermi er den varmeenergi, der stammer fra jordens indre. En til tre km nede i Danmarks undergrund er der mange steder 30-80 grader varmt geotermisk vand, som via dybe boringer kan pumpes op til overfla­den, hvorefter varmen overføres til vandet i fjernvarmenettet i et lukket kredsløb. Herefter pumpes det geotermiske vand ned i undergrunden igen. Afhængig af temperaturen fra undergrunden kan det være nødvendigt med en stor varmepumpe til at hæve temperaturen til det niveau, der er brug for i fjernvarmenettet.

Energipotentialet for geotermi er meget stort, men realiseringen af potentialet afhænger af forholdene i undergrunden (tilstrækkeligt flow og temperatur) og af, om der er tilgængelige arealer i nærheden af fjernvarmenettet. Det er generelt en stor udfordring at finde arealer til tekniske anlæg i tætte byområder.

-Der er sket rigtigt meget med geotermi de seneste år i Danmark. Og meget tyder på, at den udvikling kan gøre geotermi attraktivt for os i samspil med andre varmekilder. Geotermi er en lokal og grøn varmekilde, som forhåbentlig kan være konkurrencedygtig i forhold til andre produktionsformer. Rammeaftalen med Innargi betyder, at vi sammen skal lave grundige beregninger, så vi kan vurdere, om geotermi er det mest attraktive alternativ for os, siger programleder for fjernvarme i Fors A/S Camilla Hay.

Fors A/S har indgået en aftale med geotermiselskabet Innargi om at se på mulighederne for geotermi i Holbæk.

Vurderingen er, at Holbæk skal forsynes med et til to brøndpar, som kan levere 15-30 MW. De analyser, som Fors og Innargi nu skal lave, vil give svaret på, hvad der er det bedste niveau for fjernvarmen i Holbæk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.