Vestsjælland: I morgen fredag skal vikarbureauet Bemandingskompagniet forklarer sig efter anklager om overenskomstbrud.
I august indgik Holbæk, Slagelse og Odsherred kommuner, kontrakt med Bemandingskompagniet om levering af social- og sundhedsfaglige ydelser.
Siden har Fagforeningen FOA gjort opmærksom på, at de ikke mener, Bemandingskompagniet overholder overenskomsten i forhold til udbetaling af kørepenge, og at de desuden er usikre på, om firmaet udbetaler den korrekte timeløn.
Bemandingskompagniet er ikke enige og har over for Holbæk Kommune erklæret, at de overholder overenskomsten på området – og dermed lever op til kravene i kontrakten med Holbæk Kommune.
På baggrund af anklagerne mod Bemandingskompagniet mødes Holbæk, Odsherred og Slagelse kommuner til et fælles møde med firmaet i morgen, hvor samarbejdet vil blive evalueret. På mødet vil man bede Bemandingskompagniet om en uddybende forklaring på de fremsatte anklager.