Hele landet: Flertallet af os skriver altid eller for det meste indkøbslister. Mange unge forbrugere dropper dog papir til fordel for telefon, viser tal.
everpostej, Mælk, Toiletpapir, Pastaskruer, Tomater, Kaffe, Påskebryg.
Når vi tager ud for at handle, bliver der i stor stil skrevet ned, hvad vi skal huske at proppe ned i indkøbsvognen.
Seks ud af ti af os bruger nemlig ‘altid’ eller ‘for det meste’ indløbslister, når vi skal finde ud af, hvad køleskabet skal fyldes op med.
Det viser en undersøgelse, som Yougov Zapera har foretaget for FDB.
– Indkøbssedlerne er et udtryk for, at vi gerne vil holde styr på vores husholdning, så vi ikke får brugt for mange penge. Samtidig er vi meget optagede af, at vi ikke får købt for meget ind, så vi skal smide en masse mad i skraldespanden, forklarer FDB’s specialkonsulent i klima og miljø, Signe D. Frese.
Det er især de ældre mellem 55-74 år, som ikke vil glemme rugbrødet eller småkagerne, når de er i supermarkedet. I den aldersgruppe har tre ud af fire ‘altid’ eller ‘for det meste’ en dosmerseddel med, når de handler.
Blandt de yngre forbrugere mellem 15 og 35 år er der dog kun lidt mere end hver anden, som vælger at skrive ned, hvad de skal have med hjem til aftensmaden.
Og flere af dem har moderniseret den klassiske dosmerseddel på papir. To ud af ti af de unge, der bruger indkøbsseddel, skriver den nemlig på mobiltelefonen. Det gør kun en ud af ti af den samlede forbrugergruppe, der har hang til at skrive en seddel inden turen til Netto eller Superbrugsen.
– Det er en spændende udvikling. Det gør jo hverdagen nemmere, fordi man opdaterer listen på sin telefon, hver gang man skal handle i stedet for at skrive en ny. Samtidig kan man bruge mobilen til at finde opskifter, mens man står i supermarkedet og på den måde lade sig inspirere, forklarer Signe D. Frese fra FDB.
Inspiration kan imidlertid også være farlig for sundheden, hvis det handler om flæskesteg på tilbud eller otte plader chokolade for en halvtredser.
Derfor bør alle faktisk bruge en indkøbsliste, fordi den kan være en hjælp i kampen mod både fedme og fejlkøb, mener Ginny Rhodes, der er formand for Foreningen af Kliniske Diætister.
– Der er mange fristelser, man skal kæmpe imod, når man er i et supermarked. Her kan indkøbssedlen være et redskab, der hjælper en til udelukkende at købe det med hjem, som man har besluttet i forvejen og dermed ikke ende med de usunde valg, siger hun.
Diætistformanden mener derfor, at mange vil kunne undgå ekstra kilo på sidebenene, hvis de skrev en liste, inden begyndte at fylde indkøbskurven.
– Det er ingen tvivl om, at det vil være et skridt i den rigtige retning. Men det kræve naturligvis, at man ikke har skrevet franske kartofler, sodavand og chokolade på indkøbssedlen, understreger Ginny Rhodes.
Undersøgelsen viser da også, at det langt fra er alle, der har planlagt, hvorvidt der skal være lasagne eller linsesuppe på menuen samme aften.
Mere end hver fjerde ved ‘sjældent’ eller ‘nogle gange’, hvad de vil købe ind til aftensmad.
Kun hver ottende har altid besluttet, hvad der skal stå på middagsbordet om aftenen, inden de køber ind.
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.011 repræsentativt udvalgte danskere mellem 15-74 år.