23. november 2024

Hele landet: Danskerne er bange for, at få deres hjem plyndret af indbrudstyve, når de tager på ferie. Med god grund, siger eksperter.

Et åbent vindue, et gennemrodet hjem, og bare pletter, hvor de bærbare computere stod og fladskærmsfjernsynet hang. Det er en oplevelse, som rigtig mange danskere frygter at vende hjem til, når de i den kommende tid tager på sommerferie.

Direkte adspurgt siger hver tredje dansker, at de er bange for indbrud i ferien. Og to ud af tre danskere laver aftaler med naboer eller venner om at passe på hjemmet, når de tager på sommerferie.

Det viser en meningsmåling, som Wilke har gennemført for Newspaq blandt 514 repræsentativt udvalgte danskere over 15 år. Og frygten er velbegrundet, siger Merete Djurhuus, der er konsulent i Det Kriminalpræventive Råd.

– Vores indbrudstal er ret høje i Danmark, og sommerferien er højsæson for indbrud, siger hun til Newspaq.

Danskerne burde da også frygte ferien endnu mere, siger Riccardo Krogh Pescatori, der er konsulent i Forsikring og pension.

– Det er et overraskende lavt tal, når man tænker på, at antallet af indbrud er stigende, og at der samtidig er megen fokus på indbrud i pressen, siger han til Newspaq.

Hvert år anmeldes der mellem 40.000 og 50.000 indbrud i Danmark – og tyvene har klart favoritter, når de gennemsøger ens hjem.

– De går især efter let omsætlige ting som kontanter og smykker. Men derudover er fladskærmstv og computere – især bærbare computere – er populære. Og dyre mærkevarer, siger Riccardo Krogh Pescatori.

At der kan være så mange indbrud kan kun lade sig gøre, fordi danskerne ikke er gode nok til at sikre sig, mener Merete Djurhuus fra Det Kriminalpræventive Råd.

– Danskerne er ikke blevet bedre til at sikre sig. Der er ellers meget man kan gøre for at holde tyven væk – for eksempel ved at sikre døre og vinduer ordentligt. Det er jo der, at tyven kommer ind, siger hun.

Hun er dog glad for, at to ud af tre danskere får lavet aftaler med venner og naboer om for eksempel at tømme postkassen og putte affald i skraldespanden.

– Det er vi rigtig glade for. Vi vil rigtig gerne fremme den måde – og vi kan se på undersøgelser fra udlandet, at det virker. Ikke bare mod indbrud, men også på hærværk og uro, siger Merete Djurhuus.

Også Riccardo Krogh Pescatori mener, at det er en god ting, at man bruger naboer og venner til at sikre sig. Han mener dog ikke, at det alene er nok.

– Kun hver sjette har en eller anden form for tyverialarm eller kamera opsat. Det er for lidt. Det udgør altså et rigtigt godt supplement til sikringen af ens hjem, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.