Vi æder fedtet ud af blodet

Sundhed: For meget fedt i danskernes daglige kost giver vrøvl med kolesteroltallet. Derfor langer apotekerne medicin over disken som aldrig før, viser nye tal.

Masser af ost, pølse og pizza ender i de danske mavesække, og det går ud over vores kolesteroltal.

Men når alt for meget fedt flyder rundt i kroppen, er det om at få kolesteroltallet bragt i balance, hvis man ikke vil risikere blodpropper og andre sygdomme.

Derfor propper vi os i stigende grad med kolesterolnedsættende medicin. Salget er simpelthen eksploderet, og præparaterne er nu de mest solgte på landets apoteker.

Det viser tal fra Danmarks Apotekerforening, som Nyhedsbureauet Newspaq har fået indsigt i.

– Vi kan konstatere, at Simvastatin (et kolesterolnedsættende lægemiddel, red.) er det lægemiddel, der bliver brugt mest af i Danmark. Salget har været stødt stigende de sidste år, siger Pernille Langgaard-Lauridsen, der er økonomisk konsulent i Danmarks Apotekerforening, til Newspaq.

I 2009 blev der købt 1,5 millioner pakker af det receptpligtige lægemiddel, og det er syv procent flere i forhold til året før.

De høje tal er bekymrende og skyldes især danskernes usunde kostvaner, mener diætist Gitte Stage.

– Der er grund til at råbe vagt i gevær, for vi ser flere danskere, der har forhøjet kolesterol. Og det hænger jo meget sammen med de livsstilssygdomme, vi også har, hvor vi ser rigtig mange med overvægt. Der er rigtig mange, der får blodpropper i Danmark, og de har typisk forhøjet kolesterol, siger Gitte Stage, klinisk diætist på Diætistklinikken, til Newspaq.

Hun mener, at danskerne skal tænke alternativt, før de sætter kolesterolbomber på påskebordet og hverdagsmenuen.

– Jeg synes i høj grad, man skal tænke anderledes sundhedsmæssigt. Hvis man tillægger sig nye kostvaner, hvor man skærer ned på mættet fedt fra ost, smør og kødprodukter, så mindsker man risikoen for at få livsstilssygdomme, siger hun.

Et for højt kolesteroltal indikerer, at man har en for stor mængde fedt i blodet. Det kan give åreforkalkning, blodpropper og hjertekarsygdomme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.