Tirsdag aften modtog politiet en anmeldelse om, at en varebil var passeret gennem betalingsanlægget ved Storebæltsbroen uden at betale afgiften. Kort efter blev bilen standset på Vestmotorvejen ved Slagelse.
Der var tale om en rumænsk varebil med en 74-årig mand som fører og en 17-årig mand som passager. Begge blev anholdt klokken 20.45. Den 74-årige blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om tilsnigelse af adgang.
Det viste sig, at han siden 15. januar ikke færre end ti gange havde passeret betalingsanlægget uden at betale. Han blev idømt en bøde på 14.450 kroner, og derudover venter et erstatningskrav fra Sund&Bælt. Da han ikke umiddelbart havde mulighed for at betale bøden, beslaglagde politiet varebilen som sikkerhed.
Begge mænd blev løsladt igen klokken 1.40 natten til onsdag.




