Politiet anholdt søndag aften en 41-årig mand fra Fyn efter en længere og hasarderet køretur på Sydmotorvejen.
Flere bilister kontaktede politiet med anmeldelser om, at en bilist kørte meget hurtigt og farligt i nordgående retning.
Under kørslen ramte bilen blandt andet autoværnet ved Farøbroerne, ligesom andre biler på motorvejen også blev påkørt.
Ved afkørslen ved Bregentved forlod bilen motorvejen, men i krydset mellem Ny Ulsevej og Vordingborgvej mistede føreren kontrollen over bilen, som kørte ud i en rapsmark.
Det lykkedes dog bilisten at komme gennem marken og tilbage op på Vordingborgvej, hvor politiet kort efter fik standset bilen.
Føreren, en 41-årig mand fra Fyn, blev anholdt klokken 20.47.
En alkometertest viste ifølge politiet en promille over to, og manden blev derfor sigtet for spirituskørsel.
Det viste sig samtidig, at den 41-årige var frakendt kørekortet, og han blev derfor også sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Politiet beslaglagde bilen på stedet.
Ifølge politiet overvejes det fortsat, om den 41-årige skal fremstilles i grundlovsforhør på baggrund af den fare, han udsatte andre trafikanter for under kørslen.




