Vanvidskørsel og narkofund: Bil beslaglagt efter uheld ved Sakskøbing

Lørdag aften endte en 63-årig mand fra Lolland i et færdselsuheld i krydset Nystedvej/Engestoftevej ved Sakskøbing, da han kørte lige ud og ud på en mark.

Manden fremstod stærkt påvirket af alkohol, og en alkometertest viste en promille på over 2.

Det kvalificerede til vanvidskørsel, og han blev anholdt og sigtet for både spiritus- og narkokørsel. Da han samtidig var frakendt kørekortet, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Bilen, han kørte i, blev beslaglagt på stedet.

Ved ransagning af bilen fandt politiet en Nettopose med 913 gram hash, som blev konfiskeret. Den 63-årige blev derfor yderligere sigtet for salg af ulovlige stoffer.

Efter en blodprøve blev han løsladt igen klokken 04.13. Han kan nu vente at høre nærmere fra politiet i sagerne mod ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.