23. november 2024

Hele landet: Den største eksplosion på Solen i fire år kan give nordlys i Danmark.

Sørg for at planlægge en vandretur onsdag aften. Alt tyder nemlig på, at du her vil kunne opleve et usædvanligt kraftigt nordlys over Danmark.

Nordlyset er resterne af en særdeles voldsom eksplosion på Solen søndag. Her blev store mængder gas slynget ud fra stjernen – og når gassen rammer Jordens atmosfære, så medfører det nordlys.

– Alt tyder på at vi får et kraftigt nordlys onsdag aften, bekræfter astrofysiker Knut Jørgen Røed Ødegaard fra Universitetet i Oslo.

Han venter, at man vil kunne se flere farver i nordlyset. Sandsynligvis både rødt, blåt og gult – og måske også lilla. Og det er meget sjældent over Danmark.

Det er dog ikke sikkert, at nordlyset rent faktisk rammer os. Eksplosionen havde nemlig ikke retning mod Jorden. Derfor er det populært sagt slipvinden i skyen efter eksplosionen, der skal fremkalde nordlyset over Danmark. NASA vurderer dog, at ikke bare Danmark men også den nordlige del af Tyskland vil kunne se nordlyset.

En anden ting, der kan ødelægge oplevelsen for danskerne, er vejret. Og her tør Michael Jarnvig fra TV 2 Vejret ikke tage de optimistiske briller på.

– Der ligger meget lun luft over Danmark onsdag aften, og jeg tror, at der vil dannes lavtliggende skyer over landet netop kort efter solnedgang. Samtidig kan der i løbet af natten komme regn, siger han.

Alt i alt vurderer Michael Jarnvig, at chancen for skyfri himmel vil være under 25 procent.

Hvis vi får klart vejr, så vil chancerne være bedst for at se nordlyset i timerne efter, at solen er gået ned. Det gør den onsdag lige omkring klokken 20.00. Samtidig vil månen ikke være synlig på himlen i timerne, hvor nordlyset kan ramme Jorden, hvilket øger chancerne for at se lyset.

Eksplosionen på Solen, der kan udløse nordlyset, var i øvrigt meget speciel.

Det er mindst fire år siden, at lige så meget gas er blevet slynget ud i rummet fra Solen ved en enkelt lejlighed – men selve eksplosionen var ikke særlig kraftig.

– Det er et mysterium, hvorfor skyen efter en så relativt lille eksplosion blev så stor. Det er et problem, som forskerne må arbejde med i de kommende år for at finde en forklaring, siger Knut Jørgen Røed Ødegaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.