Ishøj: Politiet anholdte i går eftermiddag fire unge på 16 – 19 år fra Ishøj efter en biljagt, der kom op på ca. 140 km/t.
Politiet fik øje på de unge, der kørte en bil med stjålne nummerplader på Lillevangsparken.
Forinden var de unge set i villakvarterene, hvor de gik rundt. Politiet havde mistanke til, at de skulle begå indbrud.
De unge ville imidlertid ikke standse bilen, da politiet gav dem besked på det, og dernæst startede en biljagt ad Lillevangsvej med ca. 140 km/t, der forsatte ad et stisystem ligeledes med meget høj hastighed.
Det lykkedes at standse bilen i Ishøj, hvor de fire unge blev anholdt.
Føreren sigtes for overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med sin vanvittige kørsel, hvor ingen heldigvis kom til skade. Alle i bilen sigtes for forsøg på tyveri, da politiet er af den overbevisning, at turen til Greve handlede om at begå indbrud.
De fire unge bliver afhørt i dag, hvor politiets jurister vil vurdere, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.