Værløse: En 20-årig mand er søndag eftermiddag blevet skudt i ryggen.
Skuddende blev affyret omkring kl. 13.30, da den 20-årige kom gående ad Gl. Hareskovvej i Hareskovby. Gerningsmanden kom kørende i en bil og affyrede et ukendt antal skud mod sit offer, som blev ramt i ryggen.
Nordsjællands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke give mange oplysninger om sagen, men presseansvarlig Freddy Bech Jensen fortæller, at den 20-åriges tilstand er stabil.
Kort efter skudepisoden blev en bil sat i brand ved Skovmosen i Allerød. Politiet skal nu undersøge, om bilen kan være blevet brugt i forbindelse med skyderiet.
Dagens skudepisode er den tredje i weekenden i det storkøbenhavnske område. Fredag aften blev en 19-årig mand dræbt af skud og to blev såret i Høje Gladsaxe og lørdag aften blev en 19-årig mand skudt i foden i Kokkedal.
Seneste opdateret kl. 19.02