Politiet var onsdag eftermiddag massivt tilstede på en adresse i Dannemare på Lolland.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at man kl. 13.20 blev kaldt ud til en politiforretning på Jørgen C. Pedersens Vej.
Under politiforretningen blev en 25-årig mand skudt af politiet og ramt i maveregionen.
Når politiet afgiver skud er det standardprocedure, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) overtager efterforskningen.
DUP bekræfter, at man har iværksat en nærmere undersøgelse af episoden og man vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen. Vidner kan kontakte Den Uafhængige Politiklagemyndighed via e-mail på adressen mail@politiklagemyndigheden.dk.
Når efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.
Seneste opdatering kl. 23.49: Indsat video.
Video: Presse-fotos.dk