En 22-årig rumænsk kvinde er i dag blevet varetægtsfængslet, sigtet for at have slået sit spædbarn ihjel.
Mandag den 16. oktober sidste år blev der fundet et dødt spædbarn, gravet ned i et grønt områd ved boligområdet Brinken i Glostrup.
Siden da har politiet efterforsket sagen, og i maj måned efterlyste politiet den 22-årige kvinde internationalt. Hun blev anholdt i Rumænien, og udleveret til Danmark i formiddags.
Hun blev varetægtsfængslet ved et retsmøde i retten i Glostrup frem til den 19. juli. Retsmødet blev ført bag lukkede døre.
Den 22-årige kvinde er sigtet for i perioden fra den 12. september 2017 til den 28. september 2017 af nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed at have dræbt sit barn under eller straks efter fødslen, samt for at krænke gravfreden eller at have gjort sig skyldig i usømmelig behandling af lig.
– Vi ser først og fremmest dette som en tragisk sag, hvor vi nu forhåbentlig kan få bragt endelig klarhed over hvad der skete, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.