Undergrunden i København belyst for millioner

København: Klimasvineri i Metroen; Udenlandske metroer kan godt finde ud af at spare på strømmen

Københavns undergrund er fuldt belyst, mens danske Connie Hedegaard forsøger at overbevise verdens lande om at spare på strømmen.

Folk fra hele verden tager i disse dage med Metroen i København. Og her får de en oplevelse, som metroer i andre storbyer ikke kan tilbyde.

Den danske metro har nemlig lamper til at oplyse tunnelerne, så passagererne kan nyde udsigten i den danske undergrund. En noget bekostelig affære, der koster Metroselskabet to millioner kroner årligt eller, hvad der svarer til 700 danskeres årlige elforbrug.

– Da Metroen har store panoramavinduer, der gør det muligt at kigge ud på banen imens Metroen kører, ville det være ærgerligt, hvis der var mørkt i tunnellerne. Derfor har man besluttet at lyset altid er tændt. Sådan står der på Metroselskabets hjemmeside.

Men det er miljøfrås af værste skuffe, det mener generalsekretær i Green Peace Mads Flarup Christensen.

– Det der er vigtig, er om man kan finde et sted, hvor man kan spare noget energi. Og det lyder ikke nødvendigt at have lyset tændt i Metroen. Så god er udsigten jo heller ikke i et tunnelrør. Så det lyder ikke særligt gennemtænkt, siger generalsekretæren til Nyhedsbureauet Newspaq.

Men trods det presserende klimatopmøde og verdens øjne, der hviler på København, har Metroselskabet ikke overvejet at rive stikket ud og lade folk køre igennem en mørk undergrund, som de gør i storbyer som New York, Berlin og London.

– Lyset er også tændt af hensyn til sikkerheden. Undersøgelser viser, at det i tilfælde af ulykker eller driftsstop gør en væsentlig forskel, om passagererne kender tunnellerne eller ej. Derfor har vi valgt at fastholde belysningen i vores tunneller, siger Metroselskabets pressechef Stine Christmas Nielsen til Newspaq

Hun gør opmærksom på, at Metroselskabet gør hvad de kan for at spare på energien, og har udskiftet lamperne til typer der er mere besparende.

Hos Energistyrelsen fortæller man, at overforbrug af strøm koster i form af mere udledning af CO2.

– Hvis det er den enkelte sengelampe i det enkelte hjem, man ikke slukker for, så er det små mængder CO2 der er tale om, men hvis det er en hel befolkning der spare på strømmen så er effekten stor, siger Asger Olesen, konsulent i Energistyrelsen.

Han slår fast, at Energistyrelsens generelle holdning er, at man skal spare på strømmen der, hvor man kan, men han ønsker ikke at kommentere på Metroens belysning i den københavnske undergrund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.