Helsingør: Fødevarekontrollens Rejsehold har her dagen før dagen konfiskeret mere end 250 juleænder, gæs og kalkuner under en kontrolaktion hos en ulovlig og uautoriseret slagter på Gurrevej 286 i Helsingør.
Flere forbrugere skal nok ud og se sig om efter nye ingredienser til julemenuen efter at Fødevarekontrollens Rejsehold her dagen før dagen konfiskerede mere end 250 juleænder, gæs og kalkuner under en kontrolaktion hos en ulovlig og uautoriseret slagter på Gurrevej 286, 3000 Helsingør.
Slagtning og forarbejdning af ænder, kalkuner og gæs forgik i en container uden rindende vand og under stærkt uhygiejniske forhold. Fødevarekontrollens Rejsehold konfiskerede også mere end 60 stykker fjerkræ leveret til Holte Ostelager på Kongevejen 31 i Holte.
Den ulovlige slagter kan nu se frem til et rap over fingrene i form af en bøde. Ostehandleren har bl.a fået et påbud om at destruere det ulovlige fjerkræ.
Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt juleænder, gæs og kalkuner, der stammer fra den ulovlige virksomhed til at kassere dem, da de ikke har været underlagt hverken fødevare- eller dyrlægekontrol.