25. april 2024

Arkivfoto: Ali /Pixabay.

Brøndby har en af landets laveste vaccinetilslutninger og det får nu to udvalgsformænd til, at gå ud med en opfordring til kommunens borgere, som endnu ikke er blevet vaccineret.

I Brøndby er blot 69% vaccineret mod corona, og det tal skal gerne op, mener  Anette Pilmark, formand for Børneudvalget og Maja Højgaard, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune, som siger, at vaccination er et effektivt værn mod flere hjemsendelser og smitteudbrud.

-Jeg har stor respekt for folks eventuelle fravalg af vaccinen. Desværre har jeg som læge set en del, der traf dette valg ud fra myter i stedet for viden. Jeg håber, at mange af dem som i første omgang valgte vaccinen fra, fordi de hørte påstande om vaccinen, som siden er tilbagevist, vil genoverveje vaccinen. Vi har fået mere erfaring og kan understrege, at vaccinerne både er trygge og effektive til at beskytte mod alvorlig sygdom hos både ældre og yngre mennesker. Hvis man gerne vil vaccineres og blot har trukket den, så er det en rigtig god ide at takke ja til tilbuddet nu. Både til en selv og sine børn. Vi trænger alle sammen til en pause fra corona og det kan vi få, hvis alle der må, lader sig vaccinere. Så bliver immuniteten samlet set så god, at vi kan undvære restriktioner, siger Maja Højgaard, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Der er megen smitte blandt børn i dagtilbud og elever i skolerne. Også her er vaccinerne en vigtig brik i at bremse smitteudbrud og sikre, at børnenes hverdag ikke bliver berørt.

-Vi skal sørge for, at vores børn trives så godt som overhovedet muligt i hverdagen, selvom vi står midt i en pandemi, og vi skal passe på vores personale, der er tæt på børnene i vores dagtilbud og skoler. Derfor håber jeg, at flere vil bruge det gode, gratis tilbud om vaccine til sig selv og deres børn, så vi kan holde vores daginstitutioner og skoler åbne med så få smittede ansatte som muligt, lyder det fra formanden for Børneudvalget, Anette Pilmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.