I går eftermiddag klokken 13.50 gik en mand ind i Netto i Vestergade i Stubbekøbing, hvor han tog en en six-pack med sodavand og gik op til kassen.
Da det blev hans tur til at betale, stak han pludselig hånden ned i kasseapparatet, tog nogle pengesedler og løb ud af butikken.
Han kørte væk i en sort bil.
Manden beskrives som 20-25 år, 175-180 centimeter høj, dansk af udseende og almindelig af kropsbygning. Han havde kort, brunt hår, der var klippet kort i siderne, men var langt på toppen. Han talte dansk og var iført en langærmet trøje.
Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har set episoden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.