Halsnæs Kommune fortsætter udrulningen af den nye ældrereform, og de første erfaringer fra hjemmeplejen peger på, at et tættere samarbejde styrker både sammenhængen for borgerne og arbejdsglæden blandt medarbejderne.
I sensommeren indførte hjemmeplejen i Frederiksværk og Ølsted nye samarbejdsformer som led i reformen. Et centralt element er etableringen af tværfaglige teams, hvor medarbejdere fra forskellige faggrupper arbejder tættere sammen om borgernes behov. Hjemmepleje, sygepleje, terapeuter og andre fagligheder organiseres i mindre, lokale enheder med større ansvar og selvstændighed i opgaveløsningen. For borgerne betyder det en mere helhedsorienteret pleje med øget nærvær og kendte ansigter.
Ifølge kommunen har udrulningen været en omfattende opgave, men erfaringerne fra den første etape viser allerede, at den nye organisering skaber værdi for både borgere og ansatte. Nu er reformen også rullet ud i Hundested og Lynæs, hvor medarbejderne for nylig har holdt lokalt kick-off.
Formand for Udvalget for Sundhed og Ældre, Thue Lundgaard, fremhæver, at reformen understøtter nærhed og tryghed i hjemmeplejen.
– Her giver ældrereformen endnu bedre muligheder for at give borgeren den pleje, som den enkelte har brug for. Når medarbejderne både kender hinanden i de faste teams, er vant til at komme hos den enkelte borger og får mere handlefrihed, bliver vejen til at få tilrettelagt den rette hjælp kortere. På den måde styrker vi kvaliteten i plejen af vores ældre og andre borgere, der har brug for hjælp fra hjemmeplejen, siger han.
Udrulningen sker i etaper, så erfaringer fra de første områder kan anvendes i de næste. Dermed kan Hundested og Lynæs drage nytte af den viden, der allerede er opbygget i Frederiksværk og Ølsted, blandt andet om organisering, samarbejdsformer og de praktiske rammer for teamsamarbejdet.
Chef for Ældre og Sundhed, Michala Jessen, oplyser, at medarbejderne generelt har taget godt imod de nye arbejdsformer.
– Når vi indfører nye arbejdsformer, tager det tid at få det under huden. Men jeg hører også mange positive tilbagemeldinger, hvor medarbejderne ser fordele ved at arbejde sammen på tværs – både i forhold til faglig sparring, bedre koordinering og muligheden for at skabe mere stabile relationer til borgerne. Det bidrager til øget arbejdsglæde, siger hun.
Næste etape i udrulningen omfatter hjemmeplejen i Melby, som efter planen påbegynder arbejdet med de nye samarbejdsformer i maj 2026.




