De tre unge mænd, som onsdag eftermiddag blev fundet dræbt i en lejlighed på Frederiksberg, blev opsøgt og dræbt mens de sov. Det er politiets teori.
Der har i dag været afholdt obduktioner i forbindelse med efterforskning af sagen, hvor tre unge mænd på 19, 23 og 24 år blev fundet dræbt i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg.
Obduktionen fastslog, at de tre unge mænd blev dræbt med skud og der blev både anvendt et jagtgevær og en pistol i forbindelse med drabene.
Ifølge politiet bærer lejligheden ikke præg af forudgående kamp, og de dræbte blev alle fundet liggende i henholdsvis en seng og på en madras på gulvet, hvilket får politiet til at arbejde med en teori om, at de er blevet opsøgt mens de lå og sov.
Der er ikke fundet våben i lejligheden og politiet antager, at disse er fjernet i forbindelse med drabene.
Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, om der har været én eller flere gerningsmænd om at udføre drabene.
Der er hørt skud i området umiddelbart efter kl. 01.00 natten til onsdag, og et vidne har forklaret om to mænd, der omkring kl. 03.40 var på et stillads, der er opstillet ved den ejendom, hvor drabene skete. De to mænd kørte efterfølgende væk i en mindre mørk bil.
Københavns Politi vil gerne i kontakt med personer, der har oplysninger af interesse for sagen. Herunder personer, der har været på Christian Paulsens Vej omkring tidspunktet, hvor det blev hørt skud og tidspunktet hvor der blev set personer på stilladset. Dette også selv om vidnerne ikke selv mener at have observeret noget.Ligeledes vil vi gerne tale med eventuelle vidner, der har hørt skud, men som ikke tidligere har kontaktet politiet.
Derudover vil politiet gerne have oplysninger om personer, der har haft rådighed over våben, bestemte personers mistænkelige færden eller adfærd eller om de to mænd på stilladset. Henvendelse kan ske til nærmeste politi på 114.