Tre terrormistænkte fængslet

København: Tre mænd, som mistænkes for at ville begå terror mod JP/Politikens Hus i København, blev i dag varetægtsfængslet.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) anholdt i går fire personer, der mistænkes for at forberede et terrorangreb i København. Anholdelserne fandt sted i to lejligheder på henholdsvis Mørkhøjvej i Herlev og i Hedelyparken i Greve efter forudgående overvågning og efterforskning i et samarbejde mellem det svenske sikkerhedspoliti (SÄPO) og PET.

Tre af de anholdte bor i Sverige og er indrejst i Danmark natten mellem den 28. og 29. december. Det drejer sig om en 44-årig tunesisk statsborger, en 29-årig svensk statsborger, født i Libanon, og en 30-årig svensk statsborger, hvis oprindelsesland indtil videre er ukendt.

De tre mænd blev til formiddag fremstillet i et grundlovsforhør for dobbelt lukkede døre ved Retten i Glostrup. De er sigtet for forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, jf. § 21. De nægter sigtelsen. Dommeren besluttede at varetægtsfængsle mændene i fire uger.

En fjerde mand, en 26-årig irakisk asylansøger med bopæl i Danmark, som ligeledes blev anholdt i går, er løsladt her til morgen.

Politiet oplyser, at en femte mand blev anholdt i Stockholm af de svenske myndigheder samtidig med anholdelserne i Danmark. Der er tale om en 37-årig svensk statsborger af tunesisk oprindelse.

Efterforskningen af straffesagen foretages af Københavns Vestegns Politi, men vil ske i et tæt samarbejde med PET og svenske myndigheder.

– Der pågår nu en række tekniske undersøgelser og en videre efterforskning, siger efterforskningschef Jørgen Isalin, Københavns Vestegns Politi, som ikke ønsker at kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.