Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte torsdag en politiaktion på to adresser i Vig og Nykøbing Sjælland som led i efterforskningen af en sag om afpresning i Odsherred.
Ved aktionen blev to mænd anholdt i Nykøbing Sjælland. Politiet fandt 470 gram hash, som en 41-årig mand blev sigtet for at være i besiddelse af. Derudover blev der fundet en totenschlæger, et baseballbat, en strømpistol, en mindre mængde kokain samt kontanter.
I Vig standsede politiet en 32-årig mand, som blev sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer.
Alle tre mænd blev sigtet for afpresning og løsladt efter endt afhøring, mens politiet fortsætter efterforskningen af sagen.




