23. november 2024

Københavns Byret. Foto: Per Johansen.

Fire personer er dømt for et rambuktyveri mod en ur- og smykkeforretning på Strøget i København i januar sidste år.

Tidligt om morgenen den 31. januar sidste år kørte en bil ind i indgangspartiet til en ur- og smykkeforretning på Strøget i København, hvorefter gerningsmændene forsvandt i samme bil med ure og smykker til en værdi på mere end 5,7 millioner kroner.

Københavns Politi gennemførte en omfattende efterfoskning i sagen, og det første til anholdelsen af en mand og en kvinde i februar sidste år. I juni samme år blev en mand udleveret til Danmark, mens en fjerde mand, som har været eftersøgt, kom til Danmark umiddelbart før sagen kom for retten.

Der er tale om fire rumænske statsborgere, tre mænd og en kvinde, i alderen 37 til 42 år.

De fire blev fredag ved Københavns Byret idømt fængselsstraffe på mellem et og tre år for indbrudstyveri af særligt grov beskaffenhed.

De tre mænd er dømt for at have planlagt og udført rambuktyveriet, mens kvinden er dømt for at have bistået de fire mænd, blandt andet ved at have deltaget i planlægningen, at have håndteret flugtbilen, at have sørget for kost og logi til de andre samt at have hjulpet dem med at flygte ud af landet.

En femte, uidentificeret gerningsmand medvirkede under rambuktyveriet.

Den ene af de dømte, en 38-årig mand, blev desuden dømt for et lignende rambuktyveri, der fandt sted den 23. november 2021 i det centrale Aarhus. Han er dømt for, sammen med tre p.t. uidentificerede gerningsmænd, at have kørt en bil ind i en ur- og smykkeforretning for at have stjålet varer til en værdi af mindst 3,5 millioner kroner.

-Ud over at der blev stjålet ure og smykker for meget store beløb, er det en voldsom fremgangsmåde at benytte en bil som rambuk. Dommen afspejler, at der var tale om et nøje planlagt og professionelt indbrud. Det er vi tilfredse med. siger anklagerfuldmægtig Merve Deveci.

Den 38-årige mand, der blev dømt for begge rambuktyverier, blev idømt tre års fængsel og udvist for bestandig. Han udbad sig betænkningstid ift. en eventuel anke. De to andre mænd på hhv. 37 og 42 år fik hver to års fængsel og blev udvist for bestandig. Den ene modtog dommen, mens den anden ankede på stedet.

Den 41-årige kvinde blev idømt et års fængsel og blev udvist med indrejseforbud i seks år. Hun modtog dommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.