Glostrup: Tre mænd er netop blevet varetægtsfængslet for narko- og våbenbesiddelse. Det oplyser Københavns Vestegns Politi
Tre mænd blev i går mandag anholdt kl. 17.15 på Solvej i Glostrup efter at have opført sig mistænkeligt, da politiet ville tale med dem.
Efter at have undersøgt deres bil, dukkede ca. 2 kg amfetamin op, hvilket medførte anholdelse af alle tre.
Det var en patrulje fra Københavns Politi, som fattede mistanke til mændene, der efter politiets opfattelse blev overrasket i en narkohandel.
Der er tale om 34-årig mand fra Glostrup og to på hhv. 37 og 38 år fra Valby. Efterfølgende ransagninger af deres adresser tilvejebragte yderligere ca. 7 kg amfetamin, 1,3 kg hash og en pistol med skarpe skud.
Ved et lukket grundlovsforhør blev alle varetægtsfængslet i fire uger.