22. november 2024

Foto: Presse-fotos.dk

To unge mænd blev natten til ondag stukket med kniv i Holbæk, de er begge alvorligt kvæstet, men uden for livsfare.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

De to unge mænd på henholdsvis 26 og 23 år blev klokken 04.40 afleveret ved Holbæk Sygehus, hvorefter en mand ringede til 112 og oplyste, at han havde sat dem af.

Efterfølgende rykkede politiet talstærkt ud til boligområdet Ladegårdsparken i Holbæk, som blev spærret af. Også et område ved Sygehuset blev afspærret.

-Vi har dagen igennem efterforsket sagen intensivt, men det er ikke lykkedes for os at fastlægge, hvor knivstikkeriet er begået henne. Derfor søger vi stadigt hjælp fra vidner, der har gjort nogle observationer i nat eller som måske har hørt tumult i en lejlighed eller lignende, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist.

Politiet søgte gennem hele formiddagen med hunde i Ladegårdsparken efter spor, men det har ikke været muligt at konstatere, at knivstikkeriet fandt sted i området. Også området ved sygehuset er blevet undersøgt med hunde.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde ud af, hvad motivet til knivstikkeriet har været, men det er politiet opfattelse, at der kan være tale om et opgør i et kriminelt miljø.

Politiet ved heller ikke hvem manden der ringede efter at have afleveret de to forurettede på sygehuset er.

-Vi arbejder i øjeblikket på at identificere, hvem det var, der ringede. Ham vil vi i sagens natur gerne snakke med. Men når vi bevæger os i de her miljøer, så er lysten til at tale med politiet ikke så stor, og de to forurettede har heller ikke ønsket at udtale sig til politiet, siger Kim Løvkvist.

De to mænd er onsdag eftermiddag fortsat indlagt på sygehuset.

:NB:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.