Mandag morgen skete der to uheld på samme sted på Holbækmotorvejen ved Kirke Såby.
Det første uheld skete klokken 04.57. Der var tale om et solouheld hvor en 30-årig mand fra Hørve mistede herredømmet over bilen på grund af slud og sne, som skabte glat føre. Bilen ramte autoværnet med fronten.
Den 30-årige slap uskadt fra uheldet og fik selv skubbet den beskadigede bilen ind i nødsporet, så den ikke holdt til gene for trafikken, og den blev senere hentet af vejhjælp.
Politiet underrettede vejdirektoratet om skaderne på autoværnet.
Kørte op i forankørende
Klokken 6.30 skete endnu et uheld på samme strækning af Holbækmotorvejen ved Kirke Såby.
Denne gang stødte to biler sammen i den tætte morgentrafik. Det skete, da en bilist bremsede ned for de forankørende, men en 27-årig mand fra Holbæk, fik ikke bremset i tide og kørte op bag i en 62-årig mand fra Nykøbing Sj.
Ingen personer kom noget til ved uheldet, men den 27-åriges bil fik skader og måtte hentes med vejhjælp. Den 62-åriges derimod slap med mindre skader og kunne fortsætte kørslen.