Mandag eftermiddag blev en 53-årig kvinde og en 41-årig mand sigtet for indbrud i et sommerhus i Gedesby.
Politiet blev alarmeret klokken 14.50, da et vidne bemærkede, at tyverialarmen var aktiveret, og to personer opførte sig mistænkeligt ved ejendommen.
Ifølge vidnet blev en stol netop læsset ind i en bil, da han cyklede forbi. Kort tid efter mødte en patrulje en bil, der svarede til beskrivelsen, på Gedser Landevej. Bilen blev standset, og i den befandt sig de to formodede gerningspersoner.
De blev sigtet for indbruddet, hvorfra der ifølge politiet blev stjålet to spisestuestole.