22. november 2024

Mandag blev to mænd dømt for databedrageri – eller skimming, som det også kaldes.

De tiltalte har været varetægtsfængslet siden juli måned 2014, og de blev begge dømt for forsøg på databedrageri. Der er tale om to rumænere på henholdsvis 30 og 35 år, og de har ikke nogen tilknytning til Danmark.

De to mænd blev anholdt på p-pladsen ved Rema1000 på Næstvedvej i Skælskør lørdag den 5. juli klokken 15, hvor de holdt parkeret. Det skete, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse fra en tankpasser – som tilfældigvis også er politiassistent – på benzintanken F24 på Sorøvej om, at der var monteret skimmingudstyr på en af tankstanderne, altså udstyr, der kan aflæse den information, der ligger på kundernes betalingskort. Samtidig forklarede vidner til politiet, at de to anholdte havde holdt tanken under opsyn i løbet af dagen.

Den 30-årige blev idømt fem måneders fængsel og udvist med et indrejseforbud i seks år.

Den 35-årige blev idømt fængsel i et år og tre måneder og blev udvist med et indrejseforbud i 12 år.

Foruden episoden i Skælskør blev den 35-årige dømt for yderligere to forhold med skimming af dankort, som er begået på en benzintank i Frederikssund. Her havde politiet konstateret, at oplysningerne fra ikke færre 22 aflæste kort var blevet anvendt i USA, og hvor der var hævet beløb svarende til 70.000 kroner.

De to mænd blev også dømt til at betale erstatning.

Anklagerfuldmægtig Sandra Sessa udtaler, at dommen sender et tydeligt signal om, at der bliver slået hårdt ned på skimming af dankort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.