To personer kvæstet i trafikulykke på Højrebyvej

Kort før klokken 9 tirsdag morgen skete der et færdselsuheld på Højrebyvej ved krydset til Løjetvej i Søllested.

En 27-årig mand fra Sakskøbing kom af endnu uklare årsager over i den modsatte vejbane og kolliderede med en bil ført af en 28-årig kvinde.

Den 27-årige blev fløjet til Rigshospitalet med kvæstelser, mens kvinden blev kørt med ambulance til hospitalet. Begge meldes uden for livsfare.

Det viste sig, at den 27-årige mand var frakendt sit kørekort. Han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og bilejeren blev sigtet for at have overladt køretøjet til en person uden gyldigt kørekort. Der er rutinemæssigt taget blodprøver af begge parter for at undersøge, om der var alkohol involveret i ulykken.

Vejen var spærret under redningsarbejdet, og politiets bilinspektør undersøgte ulykkesstedet. Vejen blev genåbnet kort før klokken 12.00.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.