Roskilde: Roskilde: To mænd omkom, da et mindre fly styrtede ned under en nødlanding i Roskilde Lufthavn ved Tune.
Klokken 17.31 onsdag eftermiddag fik Midt- og Vestsjællands Politi en melding om, at gøre klar til en såkaldt kontrolleret nødlanding for et mindre fly og redningsmandskab var rutinemæssigt blevet tilkaldt.
Få minutter senere fik politiet melding om, at flyet var styrtet ned på den nord-/sydgående landingsbane og brudt i brand.
Redningsberedskabet fik hurtigt slukket ilden og fandt i forbindelse med redningsarbejdet to omkomne personer ved flyet. Politiet formoder, at de er omkommet i forbindelse med selve flystyrtet.
Fly var dansk
Ifølge kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, var der tale om et mindre fly med danske kendingsbogstaver og med dansk ejerskab.
Ved hjælp af flyets ejer og identitetspapirer i flyet har politiet identificere de omkomne som en 47-årig mand fra Holte og en 74-årig mand fra Vanløse.
Nordsjællands politi og Københavns politi underrettet de pårørende.
Flystyrtet undersøges
Både politiets kriminaltekniske sektion og Haverikomissionen blev tilkaldt efter styrtet, for at foretage den tekniske undersøgelse af det forulykkede fly.
Politiets efterforskere skal nu som supplement til de tekniske undersøgelser forsøge at klarlægge omstændighederne omkring flystyrtet, herunder de omkomnes roller samt formålet med flyvningen i det forulykkede fly.
Havarikommissionen skal endvidere sikre eventuel korrespondance mellem flyet og kontroltårnet i et forsøg på at klarlægge årsagen til ulykken.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at enkelte øjenvidner har kontaktet politiet og fortalt hvad de har set i forbindelse med ulykken.
De to omkomne er bragt til et sygehus, hvor politiet i samarbejde med en embedslæge skal foretage nærmere undersøgelse af dem i et forsøg på at fastslå dødsårsagen.
Først når havarikommissionens og politiets tekniske undersøgelser og den almindelige efterforskning er afsluttet, kan politiet og havarikommissionen oplyse noget om årsagen til ulykken.
Seneste opdatering kl. 23.31