Blæsbjerg: To biler var tirsdag eftermiddag involveret i et færdselsuheld på Lillebrændevej i Blæsbjerg på Falster.
Uheldet skete kort før klokken 16 da en 21-årig mand fra Stubbekøbing i en højresvingskurve var kommet for langt over i den anden kørebane, hvor en 32-årig mand fra Sakskøbing kom kørende i den modsatte retning.
Begge biler blev totalskadede ved sammenstødet, og de to mænd blev kørt til tjek på sygehuset. I følge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kunne de begge heldigvis udskrives som uskadte senere samme dag.