To mænd på 21 og 31 år fra Storkøbenhavn er blevet varetægtsfængslet i en sag om millionbedrageri begået i Korsør.
De to blev anholdt tirsdag klokken 15.24 i samarbejde med Københavns Vestegns Politi og blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved.
Sagen udspringer af en anmeldelse fra en 72-årig kvinde, som i weekenden oplyste, at hun var blevet kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra politiet. Hun blev blandt andet spurgt, om hun havde værdier, som “politiet” kunne opbevare sikkert.
Senere, midt om natten den 4. april, mødte to mænd op på hendes adresse i Korsør, hvor det lykkedes dem at få udleveret forskellige værdigenstande.
Politiets efterforskning førte til de to mistænkte, som blev anholdt på Roskildevej i Rødovre. De er sigtet for bedrageri samt for at udgive sig for at være fra politiet.
Retten har besluttet at varetægtsfængsle de to mænd frem til den 30. april.




