København: To unge mænd sprang ud fra 1. sal, da der i nat udbrød brand i en ejendom i Ragnhildgade i København.
Brandmeldingen kom kl. 01.40 og da Københavns Brandvæsen nåede frem til stedet, stod ca. 200 m² klublokaler i brand på 1. salen.
To mænd havde valgt at springe ud af vinduerne for at komme væk fra branden. De blev i første omgang tilset af ambulancefolk og læge, hvorefter de blev kørt til hospitalet til behandling for de kvæstelser de pådrog sig i springet.
De andre personer, som havde opholdt sig på stedet var kommet ud ved egen hjælp.
Brandfolkene fik hurtigt slukket ilden.