Lørdag klokken 13.55 modtog politiet en anmeldelse om et røveri mod en 28-årig mand i Nykøbing Sj.
Ifølge anmeldelsen blev han lokket til at møde to mænd på Nykøbing Station, hvor han blev truet med en ukendt genstand, presset mod ryggen, frataget sin telefon og truet til at følge med de to mænd hjem til den ene.
Der blev han truet til at skaffe penge, under trussel om at få klippet fingre af, hvis han ikke efterkom kravene. Mændene frarøvede ham en højtaler, en pakke cigaretter og 900 kroner i kontanter.
Senere samme dag anholdt politiet to mistænkte — en 21-årig mand fra Odsherred og en 31-årig mand med adresse i Jylland. Søndag morgen blev de fremstillet ved Retten i Holbæk og varetægtsfængslet frem til den 30. december.
Politiet fortsætter efterforskningen og udelukker ikke, at flere personer kan blive anholdt i sagen.



