Næstved: Der var måske ikke brug for den helt store efterforskningsmæssige indsats, da to mænd blev anholdt og sigtet for biltyveri tidligt i morges. Det var sådan set bare at følge deres fodspor i sneen…
I morges klokken 4.20 fik politi og brandvæsen en anmeldelse om, at en VW Golf brændte på Kählersvej i Næstved. Bilen viste sig at være stjålet på Lindevej i Næstved onsdag aften, men da der var nyfalden sne, var det en smal sag for betjentene at følge de spor, der førte væk fra bilen. Sporene førte til en lejlighed i Næstved, hvor politiet anholdt to mænd på 18 og 23 år. De blev begge taget med til politistationen i Næstved til afhøring.