To biler bragede mandag morgen sammen i krydset Frederiksborgvej og Kildevej i Helsinge.
Uheldet skete kl. 08.20, da en 39-årig kvindelig bilist fra Helsinge kørte frem for ubetinget vigepligt i krydset, så der skete sammenstød med en 62-årig kvindelig bilist fra Hillerød.
Ifølge Nordsjællands Politi skete der ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.
Den 39-årige kvindelige bilist kan formentlig forvente at blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven, oplyser politiet.