To ældre kvinder udsat for kontaktbedrageri i Helsinge

Nordsjællands Politi modtog tirsdag mellem klokken 12 og 14 to anmeldelser om kontaktbedrageri i Helsinge.

I det ene tilfælde blev en 81-årig kvinde kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra Danske Bank. Kvinden fik frataget sit dankort, hvorefter der blev hævet 5.000 kroner på kortet. Derudover udleverede hun omkring 17.000 kroner i kontanter.

Den mistænkte beskrives som dansk af udseende, mellem 26 og 31 år gammel, kraftig af bygning, korthåret og iført en hvid-grøn langærmet T-shirt samt beige bukser.

I den anden sag blev en 93-årig kvinde ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra banken. Han oplyste, at der var hævet penge uberettiget på hendes betalingskort, og at en kollega ville komme forbi for at sikre både betalingskort og guldsmykker.

Kort efter afleverede kvinden sit betalingskort samt cirka 100 gram guldsmykker. Efterfølgende blev der hævet 8.000 kroner på betalingskortet ad to omgange.

Nordsjællands Politi efterforsker sagerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.