Der gik ikke mange minutter efter politiet havde modtaget en anmeldelse om indbrud før den ene gerningsmand – en 15-årig dreng – blev anholdt.
Politiet modtog kl. 23.11 mandag aften en anmeldelse om, at der var ubudne gæster i en dagligvareforretning i en mindre by uden for Vordingborg.
Indehaveren fik en alarm om indbruddet, og det lykkedes at tilbageholde den 15-årige, som havde flere pakker cigaretter stoppet op under blusen.
Han blev anholdt klokken 23.22, og en medgerningsmand – også en 15-årig dreng – blev anholdt klokken 0.14 på sin bopæl. De er begge sigtet for indbrud og blev afhørt, inden de blev løsladt igen klokken 1.32. De sociale myndigheder er underrettet om sagen.