Faxe: To ældre blev i går udsat for tricktyveri.
En 76-årig mand fra Faxe Ladeplads blev tirsdag omkring klokken 13.45 udsat for et tricktyveri i sit hus på Teglhaven. Pludselig stod der en ukendt mand i den 76-åriges køkken, og det lykkedes tyven at stjæle et kontant beløb fra den 76-åriges pung, som han fiskede op af hans lomme. Tyven forsvandt herefter fra huset. Han beskrives som ca. 35-40 år, omkring 175 cm høj, kraftigt bygget, havde kort mørkt hår, brune øjne, sorte skægstubbe, var iført en rød vindjakke og en hvid reklame-kasket med en grøn stribe samt gummisko.
Også en ældre kvinde fra Østervej i Faxe var udsat for et tyveri: Her kom en mand ind i hendes lejlighed klokken 15.03, hvor det lykkedes ham at stjæle en håndfuld 10- og 20-kroner.
Han beskrives som mand, ca. 20-30 år gammel, omkring 170-175 cm høj, kraftig af bygning, iført grå strikhue, samt mørkt arbejdstøj og hvide kondisko, talte dansk.
Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har oplysninger om de to tyve.