Den 15. august er altid en særlig dag i Tivoli. Det er datoen for Tivolis fødselsdag, som traditionen tro fejres med et stort program- og det gør det også i år.
I år er det 171 år siden, Haven åbnede for allerførste gang. Det markeres bl.a. med fødselsdagskoncert med stjernetenoren Joseph Calleja & Tivolis Symfoniorkester. Tivoli-Garden går parade, og med popprinsessen Oh Land til Fredagsrock og Thomas Eje i Glassalen er der basis for en magisk dag i Tivoli. Det kan også blive til en tur bag kulisserne i Pantomimeteatret eller en rumletur i Rutschebanen, der har rundet 100 år i år. Fødselsdagen afsluttes med festfyrværkeri.
Fødselsdagen fejres med højt humør i Tivoli, hvor Havens gæster i dagens anledning kan komme på rundvisning bag kulisserne i Pantomimeteatret. Tivoli-Garden bidrager også til en festlig dag med parade i Haven og en af deres meget sjældne parader gennem Københavns gader, når de marcherer fra Kgs. Nytorv ad Strøget mod Tivoli. Der er fødselsdagsunderholdning for små og store gæster – med både Rasmus Klump, Fredagsrock og festfyrværkeri.
Tivolis 171 års fødselsdagsprogram 15. august 2014
14.00 + 16.00: Rasmus Klump holder hof
15.00 + 17.00: Rasmus Klumps livret
13.00 + 15.00 + 16.00 + 17.00: Fiskefodring i Akvariet
15.15 + 15.45 + 16.15 + 16.45 + 17.15 + 17.45: Rundvisninger på Pantomimeteatret
16.00: Tivoli-Gardens parade på Strøget: start på Kgs. Nytorv
18.00: Tivoli-Gardens parade i Haven
19.00: Pjerrot går i Søvne, Pantomimeteatret
19.30: Fødselsdagskoncert: Joseph Calleja – Operagalla
19.30: Alle Tiders Glassal med Thomas Eje og Promenadeorkestret
20.30: Den Bedragne Skrædder, Pantomimeteatret
22.00: Fredagsrock med Oh Land på Plænen
22.45: Tivoli Illuminationer ved Tivoli Søen
23.45: Festfyrværkeri fra Koncertsalens tag
Fødselsdagskoncert
Tivolis fødselsdag markeres også med en storslået fødselsdagskoncert i Koncertsalen med Tivolis Symfoniorkester og den berømte tenor Joseph Calleja samt dirigenten Yves Abel. Den maltesiske stjerne-tenor synger operaarier og sange af bl.a. Tjajkovskij, Verdi og Offenbach. Se mere info om fødselsdags-koncerten HER.
Tillykke fra Thomas Eje og Oh Land
Fødselsdagen byder på endnu mere musikalsk underholdning. Thomas Eje og Tivolis Promenadeorkester byder indenfor til Alle Tiders Glassal – musikalsk historiefortælling med numre fra Glassalen gennem tiderne kl. 19.30. Mens de kulørte lamper tændes under trækronerne, går popprinsessen Oh Land på scenen til Fredagsrock på Plænen kl. 22.00. Den talentfulde sangerinde med de legesyge, utraditionelle pophits er i dag bosat i New York, men hun kommer en tur hjem for at optræde til Fredagsrock og være med til at fejre Tivolis fødselsdag.
Travl sæson i gang og masser af oplevelse forude
Fødselsdagen fejres midt i en travl sæson, hvor Rutschebanen fyldte 100 år og fik genopført sine alpetinder samt fik nyt vandfald og isgrotte. Det er også året, hvor Rasmus Klump fik sit eget hus i Tivoli og revytraditionen genopstod i Tivoli med TAM TAM i Glassalen. Og der er stadig mange store kulturbegivenheder på vej.
Unik oplevelse med Medina & Tivolis Symfoniorkester
Til Fredagsrock kan man nå at høre bl.a. Medina & Tivolis Symfoniorkester, Ulige Numre og Den Sorte Skole, og til Koncertsalen kommer bl.a. rapikonet Azealia Banks, Bo Kaspers Orkester og jazzlegenden Wayne Shorter. Der er desuden stadig mange klassiske koncerter til Tivoli Festival, der løber frem til 4. september. Herefter rykker dansen ind i Koncertsalen, først Alvin Aileys American Dance Theater og senere de fænomenale dansere fra den kongelige, engelske The Royal Ballet, den 15.-17. september.