Der bliver verdenspremiere på en ny 3-i-1 forlystelse til 50 millioner kroner, når Tivoli åbner for sommersæsonen 2016.
Tivoli har sikret sig en forlystelsesnyhed til 2016, der på en og samme tid tilgodeser vovehalse med hang til mavesus, tweens og familier med mindre børn. Der er tale om et 45 meter højt tårn, der kommer til at lyde navnet Fatamorgana. I alt investeres der 50 millioner i forlystelsesområdet Orienten. Nyheden om kombinationsforlystelsen, der er specialdesignet til Tivoli vækker begejstring. Forlystelsen der indvies den 5. april, skal sikre fortsat fremgang i Tivolis besøgstal.
Det er i lang tid lykkedes at holde projektet om den nye kombinations-forlystelse i Tivoli mørklagt, men nu, hvor der skal graves og bygges i Haven, er tiden inde til at afsløre planerne for 2016. Den nye forlystelse Fatamorgana bliver placeret i det orientalske hjørne i Tivoli, der i forvejen huser den interaktive forlystelse Vertigo, Det gyldne Tårn og Dæmonen mm. Tivoli har i de seneste 4 år alene investeret 115 millioner kr. i særlig Tivoli designet forlystelsesområder.
– Med de seneste års store investeringer i forlystelser samt den nye står vi med et stærkt kort til den kommende sommersæson, og så er det et plus på toppen, at der er tale om en verdenspremiere på en 3-i-1- forlystelse. Når vi nu i Tivoli har den begrænsede plads vi har, så gælder det om at tænke kreativt – Og med en forlystelsesnyhed, der på en og samme tid tilgodeser alle dem, der vil have et solidt sus i maven, samtidig med, at der også er noget til tweens og mindre børn, så kan det næsten ikke bliver mere tivolisk, siger adm. direktør i Tivoli, Lars Liebst.
Hos Københavns turistorganisation er man begejstret:
– Som en central aktør i Hovedstadens turisme understreger Tivoli, at de er en moderne forretning i konstant udvikling. Det har ikke bare betydning for Tivoli, men for hele hovedstaden, når en af verdens ældste forlystelsesparker foretager nye investeringer i oplevelser. Det er uden tvivl noget, som der også vil blive kvitteret for ude i den store verden, både i form af nye besøgende og fortjent opmærksomhed, siger Wonderful Copenhagens adm. direktør Mikkel Aarø-Hansen.
Spektakulær 3-i-1 forlystelse
Fatamorgana placeres hvor forlystelsen Dragen har ligget. Den nye forlystelsen bliver et nyt billede i Tivolis og Københavns skyline med en totalhøjde på 45 meter afsluttende med et minaretinspireret spir, der lyser op på nattehimmelen. Tårnet på 45 meter er omdrejningspunktet for forlystelsen. Passagerne bevæger sig op i knap 30 meter fra gadeniveau og passagerne kan se frem til en udsigt over Tivoli Søen og Københavns gader på Glyptotekshjørnet. Der arbejdes stadig på scenografien, så de endelige tegninger bliver afsløret senere.
Ny forlystelse til de små i familien
Fatamorgana kommer som den første forlystelse i Danmark til at indeholde i alt tre forlystelser i en og samme forlystelse. Tivolis designere har bl.a. tilføjet en småbørnsforlystelse i bunden af Fatamorgana i form af mini-radiobiler. De helt små børn fra 5 år kan prøve mini-radiobilerne, der placeres i bunden af forlystelsen. Turen er ikke specielt hurtig, men derfor kan man som femårig godt få et sus i maven under turen.
På næste etage af forlystelsen vil der blive etableret en kombiforlystelse, der involverer både en vild oplevelse samt en lidt mindre vild. I den hurtige udgave sidder passagerne i en ring med ryggen mod centrum og bliver med 2,5G kraft slynget rundt samtidig med at hele konstruktionen med de fire arme roterer rundt om tårnet. Forlystelsen er gulvløs, så der bliver plads til hvin og mavesus for selv den mest forhærdede fart-fan. Adgangshøjden 140 cm.
Familieudgaven af forlystelsen
I den mindre vilde udgave af Fatamorgana sidder gæsterne to i hver vogn på samme måde, som var det en
Harley Davidson. Disse vogne er scenograferede som vilde dyr. Vognene roterer i lidt mere moderat tempo så G påvirkningerne ikke bliver for voldsomme. Passagerne skal mindst være 120 cm for at kunne komme med om bord. Ingen tvivl om at den får stærk appel til hele familien.