22. november 2024

Foto: Anklagemyndigheden.

10 mænd blev tirsdag dømt for et groft overfald på to mænd i Ishøj. Foto: Anklagemyndigheden.
10 mænd blev tirsdag dømt for et groft overfald på to mænd i Ishøj. Foto: Anklagemyndigheden.

Ti mænd med tilknytning til rockerklubben No Surrender i Brøndby blev tirsdag dømt ved Retten i Glostrup for et særdeles groft overfald mod to mænd i Ishøj.

Overfaldet skete den 17. august sidste år, da to mænd blev opsøgt af en større gruppe mænd i en ejendom i et industrikvarter i Ishøj. Mændende overfaldt dem med adskillige knivstik og slag med forskellige former for slagvåben. Knivstikkene ramte bl.a. de to mænd i ryggen og nakken. Begge fik alvorlige skader, men var dog ikke i akut livsfare efter overfaldet.

Flere vidner, som befandt sig i området, bemærkede, at der foregik noget voldsomt i ejendommen og tilkaldte hurtigt politiet. Gerningsmændene var dog væk, inden politiet nåede frem. Det var lykkedes vidner at aflæse et registreringsnummer på en bil, som nogle af gerningsmændene kørte i, hvilket hjalp politiet i efterforskningen af sagen.

Den ene af de forurettede forklarede til politiet, at han tidligere på dagen havde haft en kontrovers med en af de tiltalte, en 28-årig mand, der – ligesom den forurettede selv – kom fra Brøndby. Den 28-årige var medlem af gruppen No Surrender, som på det tidspunkt var ved at etablere sig i Danmark.

Retten fandt det bevist, at den 28-årige derefter sammen med sin bror og 8 andre , som også havde relationer til gruppen No Surrender, opsøgte den forurettede og hans fætter, som på det tidspunkt befandt sig i et foreningslokale i Ishøj. De sparkede døren ind, overfaldt dem begge og stak hurtigt af igen.

Retten vurderede, at det var en skærpende omstændighed, at de ti mænd havde planlagt og udført overfaldet i forening.

Den 28-årige blev straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder for dette forhold, idet retten lagde vægt på hans særlige rolle og blandt andet på, at han havde stukket med kniv. Syv af de tiltalte blev straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for deres deltagelse i forholdet. De to sidste tiltalte fik også fængsel i 1 år og 9 måneder, idet den ene havde en reststraf fra en tidligere dom, og den anden også blev dømt for andre mindre forhold.

De ti gerningsmænd skal desuden betale erstatning til de to forurettede, herunder en særlig godtgørelse på 10.000 kr.

Tre betinget udvist
Tre af de dømte blev endvidere betinget udvist af Danmark, idet to af dem er tyrkiske statsborgere og den tredje er iransk statsborger.

Retten frifandt to af de tiltalte, da der ikke var beviser for, at de havde deltaget i overfaldet eller på anden måde medvirket til dette.

Alle tiltalte har sagen i gennem nægtet sig skyldige og alle de dømte tog betænkningstid med hensyn til anke. De dømte er fortsat varetægtsfængslet.

– Der var tale om et særdeles groft overfald, og vi er tilfredse med, at de ti mænd blev dømt for at have planlagt og udført dette i forening, siger senioranklager Martin Stassen.

Mistænkt fortsat efterlyst
Endnu en mand er fortsat mistænkt for deltagelse i overfaldet. Manden er angiveligt flygtet til udlandet og er derfor efterlyst internationalt. Hans sag vil blive afgjort, når han anholdes af politiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.