TDC tredobler hastigheden på mobilt bredbånd på Sjælland

Sjælland og øerne: Danskerne er vilde med internettet. Salget af smartphones og mobilt bredbånd stiger; vi vil simpelthen have mulighed for at være online overalt.

Derfor investerer TDC i en kraftig opgradering af kapaciteten på det landsdækkende 3G-netværk. I løbet af efteråret 2010 tredobler TDC hastigheden på mobilt bredbånd i samtlige af landets regioner.

I byer som Skælskør og Nakskov giver det mulighed for mobile downloadhastigheder på op til 21 Mbit i sekundet mod de 7 Mbit/s, der i dag er standard over hele landet.

Opgraderingen af 3G-nettet sker for at sikre alle TDC’s kunder en god brugeroplevelse – også i fremtiden, når stadig flere og flere vælger at gå online mobilt og dermed udfordrer nettets kapacitet.

– Efterspørgslen efter smartphones og mobilt bredbånd stiller stadig større krav til vores mobile netværk. Og det kan 3G-nettet sagtens klare et godt stykke tid endnu. Men for at være på forkant med udviklingen opgraderer vi allerede nu vores net til 21/Mbit i hele landet, fortæller netdirektør i TDC, Jess Ibsen.

Dermed har TDC sikret sine kunder over hele landet en hurtig og stabil mobil internetforbindelse i flere år ud i fremtiden. Længe nok til at TDC’s kommende 4G-net til den tid vil være udrullet over hele landet.

– Med den landsdækkende opgradering, der kommer helt ud i de små lokalsamfund, er TDC med til også lokalt at styrke og fremtidssikre Danmarks digitale infrastruktur, tilføjer Jess Ibsen.

I starten af 2011 begynder TDC udrulningen af 4G-nettet i landets største byer. Også her opgraderes kapaciteten på 3G-nettet til 21 Mbit/s i løbet af efteråret.

Plan for opgradering til 21 Mbit/s (eksempler)
Roskilde – august 2010
Nakskov – august 2010
Slagelse – august 2010
Køge – september 2010
Holbæk – opgraderet juni 2010
Nykøbing F – opgraderet juni 2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.